mandag den 21. februar 2011

.. den forbandede kærlighed

Vi har brugt uendeligt mange timer, ikke mindst dage, sammen.Men vi kender ikke hinanden, ikke grundlæggende. Jeg har ingen idé om dine fremtidsdrømme. Du aner ikke hvilke fundamentale værdier jeg tror på. Vi snakkede. Vi var stille. Vi var sammen. Du så mig. Jeg rørte ved dig - vi blev grebet af stemningen. Elskede. Eller gjorde vi? Elskede vi hinanden - med fejl og fordele. Kendte vi overhovedet de fejl, eller fordele for den sags skyld? Eller – nød, nej igen, elskede! Elskede vi ganske simpelt bare det at have en anden, at have selskab? Og tilfældigvis så var vi dét for hinanden, altså ’den anden’. Vi fordrev tiden. Vi støttede hinanden. Vi lagde ører til - lagde krop til. Men ikke sjæl, slet ikke hjerte!
Var det alt vi var: selskab, tidsfordriv, støtte, bekræftelse! Altså: to selviske individer, der brugte hinanden? Havde vi reelt set intet..
Grædende, hulkene, tudende – kald det hvad du vil.. I morges vågnede jeg, meget uroligt. Netop dette var mit mareridt. At alt det vi havde, det var en løgn. Ikke desto mindre en smuk og gennemtænkt løgn. Men stadig en løgn. Løgn, løgn, LØGN! Det gjorde så usandsynligt, så forfærdeligt ondt. Smerten gennemsyrede min sjæl. Dagen gik, time efter time. Men følelsen hang fast i min krop..
Ganske vist er vi ikke på talefod, grundet mig. Og se nu på mig – så forbandet fortabt uden dig. Bare håbet om dig, eller nok egentlig om os.
To måneder er gået, sammen hver for sig. Alligevel er det stadig dig i mine drømme. Og dig, kun dig, der ligger til grunde for mine værste, mest virkelighedstro mareridt - udelukkende grundet frygten for at du er mistet, altså helt mistet.

Måske er jeg naiv. Men jeg håber, nej jeg tror, at alt det vi havde, det viste hvor perfekte vi var sammen, for hinanden. Vi kompletterede hinanden, så modsatte, alligevel så ens. Masser af kemi – begge uperfekte, men perfekte for hinanden.

Bare det kunne ske igen – bare jeg var risikoen værd.
[ .. og bare der ikke fandtes krig og ødelæggelse i verden ]
- det er vist lige urealistisk efterhånden, så kunne vel ligeså godt føje det til dagens ønskeliste

Ingen kommentarer:

Send en kommentar